Sillerens Verden

Wow, jeg siger jer WOW

Jeg var inde og se My Fair Lady i går. (30/3-2011)

Og hold da op for en oplevelse.

My Fair Lady er historien om en blomsterpige, der ikke ligefrem taler et særlig pænt sporg, og som i den grad heller ikke opfører sig som en dame. Hun møder så Professor Higgins, som laver et væddemål med sin nye ven Oberst Pickering, om at han kan få blomsterpigen til at tale og opføre sig som om hun var en rigtig dame, og endda tage hende med til et bal, hvor ingen vil have nogen anelse om hvem hun i virkeligheden er, nemlig en blomsterpige samlet op fra rendestenen.

Stykket har nogle utrolig sjove scener, og især visse sætninger fra blomsterpigen, Eliza Doolittle, er utrolig morsomme med hendes nymoderne talemåder og accent.

Alle på scenen spillede ufattelig godt, man levede sig helt ind i historien og sangene, hvilke også var utrolig interessante at høre på og se koreografien til, især visse sange fra Professor Higgins syntes jeg var meget interessante, dog måske lidt selvglade, egoistiske og mansjovinistiske, hvilket bare gør dem endnu sjovere.

Jeg vil i hvert fald sige at dette stykke ikke kunne gøres meget bedre på film, men jeg ville med glæde købe den hvis de lavede en film, optaget direkte fra Det Kongelige Teater.

Og så en ting der især fik mig i hopla over stykket var at hvis jeg lige kikkede en ekstra gang på Professor Higgins og Oberst Pickering, kunne jeg hurtigt se en sammenligning med mine to ynglings figurer, nemlig Sherlock Holmes og Doctor Watson, især Professor Higgins gjorde sin entre som en anden Sherlock ved at gætte hvor folk kom fra i verdenen.

(måske er det bare mig, men hva pokker ^^ )

My Fair Lady får 5 sakura blomster. (tja, hvorfor ikke sakura blomster i stedet for stjerner eller hjerter? 5 er forresten det højeste)